En sidste 'ses' til mange

Den sidste halvanden uge har været hektisk. Meget har været igang, vi har skulle lave mange ting, og selvom jeg har haft sommerferie har det ikke rigtig føltes sådan.
Lad mig starte med sidste onsdag, den 11. juni. Vi skulle ud og spise med vores yearbook klasse som en afslutnings-ting de gør hvert år. Men da jeg vidste at jeg skulle noget hver dag i weekenden, og ikke ville have tid til at pakke, begyndte jeg at pakke min kuffert den dag. Det gjorder mig super forvirret og stresset.
Jeg fandt min kuffert og håndbaggage frem, og åbnede dem på min gulv, og fandt først ud af hvilket tøj jeg ville have med hjem første gang jeg tager hjem, og hvilket jeg kunne lade ligge her for nu. Jeg kom ikke super langt, men da Monica så kom hjem var alt jeg kunne sige til hende "please come and help me". Så sad vi på min værelse i længere tid og prøvede at finde ud af hvordan og hvorledes med mine ting. Der gik det rigtigt op for mig at jeg kun havde en uge tilbage.
Senere mødtes vi så med yearbook klassen. Vi er en lille hyggelig klasse. Vi kørte til Wisconsin Dells, hvor vi så spiste på en restaurant, som hedder Monk's. Der fik jeg selvfølgelig en Philly cheesesteak sandwich. Yum yum! Det vil jeg savne!
Efter vi var færdige med at spise spurgte Mr. Chute, vores lære, os so om vi havde lyst til at tage ud og mini golfe eller noget i den stil. Det var alt sammen betalt for, da en lærer der går på pension i år, Mr. Kirch (min US History lærer i år), havde valgt at give os noget ekstra, fordi vi dedikerede vores yearbook til ham. Så det var som tak for det. Det var super sødt af ham! Så vi tog ud og minigolfe.
Cindy, Janina, Marcus og jeg var et hold sammen, og jeg vandt! Yay.

Lørdag tog vi til Madison, Rick, Monica og jeg. Der gik vi rundt på state street, som er gaden der inde hvor der er mange butikker og restaurenter og sådan. Så mødte vi Kristin, Alan og børnene, og snakkede lidt med dem, men vi tog hjem til dem senere også. Vi spiste frozen youghurt, og tog så hjem til Kristin for et stykke tid. Det var sidste gang jeg ville se Kristin indin Juli når jeg kommer tilbage, så det var ligesom vores afsked. Derefter tog vi hen til Texas Roadhouse, som også er en af mine favorit restauranter herovre, og Kelly arbejder der, så det er altid hyggeligt når vi kommer der og hun kan sidde og snakke med os lidt hvis der ikke er travlt. Det er super lækkert, maden!!

Kristin og jeg - en ussie, i stedet for selfie, som hun fortalte mig. Fordi der er mere en én person! Haha

Lille Kylie og jeg. Hun elsker og se sig selv, og tage selfies - eller ussies, haha

Søndag havde vi 2 afskeds/gaduation fester for henholdsvis Cindy og Ellie. Det var super hyggeligt til begge fester. Til Ellies fest var det aller sidste gang jeg ville se Ellie indtil vi vil besøge hinanden i vores lande, hvilket er ukendt hvornår vil ske. Så det var meget underligt at sige farvel. Det gik ikke helt op for mig endnu, dog. 

Til Cindy's afskedsfest. Rick, Cindy, mig, Monica. <3

Til Ellie's afskedsfest. Mig, Ellie, Janina, Cindy. <3

Mandag, eller igår, der kom Kelly hjem og hun tog mig ud for frokost på Culvers. Min sidste gang på Culvers! Trist. Det var super hyggeligt med lidt tid sammen med Kelly inden jeg rejser, for jeg er sikker på når jeg kommer tilbage vil hun være travl med forberedelser til brylluppet. 

Senere tog Monica og jeg hjem til Cindy for at sige farvel til hende. Hun er rejst hjem i morges, i dag, tirsdag. Det var utrolig hårdt! Cindy har været en af mine tætteste veninder i løbet af det meste af året, så tanken ved at vi ikke vil se hinanden hver dag længere er utrolig underlig. Men der er jo ikke andet at sige end at jeg må tage en tur til Taiwan en dag og blive bedre til at bruge skype! 

I dag når Monica kommer hjem tager vi ud og geocatcher tror jeg. Og så skal vi hjem til Janina og sige farvel til hende. Hun rejser i morgen aften. Nu bliver det hele lige pludselig så ægte. Torsdag klokken 13 Wisconsin tid flyver jeg. 

Vi ses lige om snart, Danmark!

English sappy-post

As I am sitting in my bed right now thinking about going home in 3-4 days, it is easier for me to express myself in english, as it is the language I have been speaking everyday for almost 11 months. So I am sorry to all my Danish family and maybe friends who might be reading this, I just felt like I didn't want to write this all down in Danish.
I am sitting here, as I already wrote, and looking at my suitcase that is almost full, and then on all the rest on my stuff in my room. The last couple days I am sure that I have literally drove Monica and Rick nuts, only because I am getting so nervous and stressed out because of everything that is going to happen in just 3 and a half day. Thursday morning already, we will all be taking off for Madison airport, and I will be on my own for who knows how many hours, until I at 9 a.m. Danish time, friday morning, will arrive in Copenhagen.
The reason why it all is stressing me out is not only because of my suitcase though. I am only bringing one suitcase home, and keeping all the rest of my stuff here until I am coming back in July (already, I know!). In July I will come back for my host sisters wedding, and my sister will go with me, which mean that we both can bring a suitcase an not fill it up all the way, but then on the way home fill them both up will all my crap that I didn't fit into my suitcase now. That is my plan, so that is why I am not THAT stressed out about that. I still tend to stress out about packing all my stuff though. I think it is the whole thinking about packing my whole year down into a suitcase. I've never done that before, and when I started packing, I started cleaning my room. It ended up with that I found so many stuff that I forgot that I had, that I stressed out because I didn't know what to do with all that stuff.. So you get the point. It is pretty stressful to be me right now.
But no, the other reason besides me packing up, is because my year is over. Yes, I will come back again a month after I leave, but I will have my sister with me, and there is going to be tons of other people here. I mean, MY year is over. The year of my life, the year that I dreamt about before I arrived. It is all over, and it was over so quickly.
It is probably hard to understand for someone who hasn't experienced the same, but leaving your life behind to start a new one in another country is really hard, but it is still exciting. Then leaving the life you created, to go back to your old life, is even harder, and even scary in some part.
I am really excited to see my family and friends again. Of course I am! I haven't seen them in almost 11 months, and I miss them all so much! But thinking about how much I am going to miss everyone from over here is so hard too. I feel so lucky and thankful that I will see most of them already in July/August again!

Okay, that is it for my sappy post tonight. Now I will go to bed before I will have to say goodbye tomorrow, to one of my best friends over here who are leaving to go home to Taiwan on Tuesday.

Graduation

Jeg ved ikke hvordan jeg kan beskrive dagen igår. Jeg graduerede endelig, eller allerede ville jeg nok sige, fra Wonewoc-Center high school. Det kan helt seriøst ikke beskrives. Jeg har ikke lyst til at forlade alle disse skønne mennesker endnu. Men det er ikke dét jeg ville skrive om, dét jeg ville skrive om var selve min graduation;
Det var en kort cermoni i forhold til de seneste år, så vidt jeg kunne forstå på Monica og Rick. Jeg synes stadig det var en lang cermoni at sidde i en lang sort kåbe på en scene med rampelys, når det i forvejen var 30 grader. Men det var nu meget sjovt at opleve, jeg er super taknemmelig at de giver os muligheden for at gå igennem graduation sammen med seniorne selvom vi er juniors. Det er lidt ligesom vores mulighed for at sige farvel til skolen, og alle eleverne, selvom vi muligvis vil se dem igen inden vi tager afsted.
Jeg troede dog ikke det ville blive så svært som det var. Da vi gik ned til vores forældre med blomster og skulle se senior slideshowet, begyndte jeg at græde. Ligeså snart jeg så Monica begyndte vi begge to at græde, og så begyndte Rick også at græde. Jeg hader at græde, men det bliver bare så hårdt at rejse hjem.
Jeg rejser hjem den 19. Er hjemme den 20. Det er lige rundt om hjørnet, og det sniger sig tættere og tættere på. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal pakke ned første gang her og hvad jeg skal lade være her indtil jeg rejser tilbage til sommer.

1) Min side i senior slideshowet. 2) Mr. Rueckheim før hans tale - tager en selfie med os alle! Haha han er så sjov. 3) Mel og jeg da jeg fik mit diplom, 4) En krammer til Monica!

1) Mig og Mr. Rueckheim, den bedste track coach! 2) Lane og "alle hans foreigns" :) 3) Kelly, Brayden, mig og Jake. 4) Marcus mig og Lesa.

 1) Mig, Janina, Cindy og Ellie. 2) Mig og min birthday buddy, Landan. 3) Mig og Lane. 4) Kelly, lille Jayden og jeg.

1) The foreigns og Landan, 2) Mig og Kylie, 3) Mig og min favorit skoleinspektør, Ms. Noll, 4) Monica og alle hendes foreigns :) 

1) Mig og lille Jayden. 2) Familiebillede :) Rick, mig, Monica, Brayden. 3) Mig og Brayden. Haha han hader at få taget billeder! 4) Rick, Monica og jeg :)

Skud ud til Wonewoc

Fjolle-holdbillede. Elsker dette hold! 

5 dage tilbage til skole, og min afskedsfest som bliver afholdt for track holdet og andre venner imorgen, nu begynder det efterhånden snart at virke ægte. I torsdags fik vi uddelt vores yearbooks, som jeg jo har været en del af at lave, så jeg havde allerede set alle siderne, men som en fuldendt bog var det første gang jeg bladrede igennem den. Det gjorde mig stolt og glad, og samtidig også trist at det allerede snart er ovre. Vi havde den sidste time af torsdagen til at signere hinandens bøger, men jeg fik dog ikke tæt på alle dem jeg ville have signeret, så fredagen gik også lidt på signering imellem klasser, og vil også tage bogen med i skole mandag og muligvis tirsdag. Elsker de små beskeder folk skriver. Det er sten sikkert noget jeg vil kunne se tilbage på om mange år og grine af.
Jeg kommer sådan til at savne track holdet. Jeg savner allerede track, og jeg har kun været ude af det for under en uge. Det er ikke det at løbe, men at socialisere med de fantastiske mennesker. Dét vil jeg savne.
Fredag var der også sectionals for track. Jeg havde ikke gået vidre til sectionals, men vi havde 9 der gik videre, så jeg tog med for at se på og tage billeder (jeg glemte mit kamera hos Ellie i weekenden, så det er derfor jeg ikke kan oploade billeder fra stævnet). Efter stævnet tog vi til Ellies hus, mig, Cindy og Janina. Det var hendes "fødselsdagsfest", så vi havde et bål og lavede s'mores, og i dag tog vi så til The Dells og shoppede.
Ellie er så super heldig at hun ikke skal tilbage til Tyskland før August igen, fordi hun blev valgt til at tage på campen igen for at være returnee. Udover det ankommer hendes mor fra Tyskland på næste søndag, dagen efter vores graduation, og skal være på ferie hos dem i 2 uger.
Jeg kan ikke vende mig til tanken om ikke at være i Wonewoc hver dag længere. Det skræmmer mig lidt. Det er mit andet hjem, og jeg elsker sådan at være her. Jeg glæder mig dog også til at se alle tilbage i Danmark om ikke så lang tid. Den 19. juni er ikke langt herfra. Det kommer tættere og tættere på!